13 Fortællinger fra Thyholm    -      Biografier og portrætter
 af produktionsholdet

 
 

Per Møller

Professor

Per Møller er født 1953 i Flovlev. Siden 1972 bopæl i Nordsjælland, men med fritidsbolig på Thyholm (Ørhøjgård i Hellerød). Per Møller er professor i materialeteknologi på Danmarks Tekniske Universitet. Han er initiativtager til og hovedkraften i projektet "Den levende Egnshistorie". Han har til denne anden udgivelse i serien selv fotograferet nogle af filmene, og han har redigeret filmene.

 

 

 

 

 

Anders Gade

Lektor, mag.art.

Anders Gade er født 1946 i Odby som søn af gdr. Martin Gade og Dagmar Sofie ("Tutte"). Han har siden 1966 været bosiddende i København, men har fritidsbolig i Søndbjerg på Thyholm. Han er lektor i neuropsykologi på Institut for Psykologi, Københavns Universitet (Eller var: emeritus fra 2016). Er tilknyttet projektet "Den levende Egnshistorie" bl.a. som fotograf og ansvarlig for supplerende materiale på nettet. Til "13 fortællinger fra Thyholm" har han taget billeder til to fotomontager: Film nr. 4 "Hvidbjerg - en by i udvikling" og film nr. 8 "Thyholm fra luften"

 

 

 

 

Anna Fomsgaard

Anna Fomsgaard er født i Lyngs i 1949. Blev i 1970 student fra Struer gymnasium.

Har arbejdet som årsvikar og vikar i skoler på Thyholm. Undervist i Thyholm aften- og ungdomsskole i over 25 år. Fra 1976 bibliotekar ved Lyngs bibliotek. Siden sidst i 1990'erne leder af Egnshistorisk Arkiv på Thyholm. Været selvstændig købmand i Lyngs (2000-2004) og skribent ved De Bergske Blade (2004-2006). Arbejder fra 2006 som salgsassistent. Bor i Lyngs.

Anna Fomsgaard er tilknyttet projektet "Den levende Egnshistorie" som dokumentarist.

 

 

 

 

Jens Christian Frydendahl Møller

Landmand

Jens Christian Møller er født 1973 i Flovlev på Thyholm som søn af gdr. Mads Poul Møller og Karin Frydendahl M. Han er uddannet driftsleder med Grønt Bevis fra Hammerum Landbrugsskole og har været ansat ved landbrug siden midten af 90´erne.

Hans store interesse er foto og elektronik; deltager også i forenings - og klubarbejde, især for unge.

Jens Christian er tilknyttet projektet "Den levende Egnshistorie" som fotograf og har optaget mange af filmene til "13 fortællinger fra Thyholm".

 

 

 

Poul Hansen 

Pastor emeritus

Poul Hansen er født 1935 i Hals Sogn ved Aalborg og læreruddannet fra Nørre Nissum Seminarium i 1957. Var forstander for Hardsyssel Ungdomsskole 1970-1978 og sognepræst i Søndbjerg-Odby 1979-2003. P.H. er forfatter til adskillige mindre bøger og publikationer. Han har haft adskillige tillidshverv, været tæt tilknyttet FDF og var formand for Thyholm Egnsmuseum, Apotekergården, til han døde i 2008.

Poul Hansen fungerer som projektadministrator for "Den levende Egnshistorie"

 

 

 

 


Anton Lyhne

Lærer

Født i Hvidbjerg i 1951 som søn af dyrlæge Børge Lyhne og hustru Åse. Han tog lærereksamen fra Nørre Nissum 1974 med linjefagene fysik/kemi, matematik og musik og blev ansat ved Hvidbjerg Skole fra 1975. Desuden leder af Thyholm Musikskole 1980-1985, korleder for Thyholmerkoret siden 1981, PO eksamen ved Vestervig Kirkemusikskole dec. 1986, organist ved Hvidbjerg Kirke 1987-1992 og igen fra 2005, samt formand for Musiklærerforeningen i Ringkøbing Amt siden 1997. Linjeuddannelse i dansk 2004. Skriver musik til sange bl.a. i gruppen "De eventyrlystne".

Bidrager med musik til "Den levende Egnshistorie", specielt kendingsmelodien.
 

 

 

 


Bent Hargaard

Lærer

Bent Hargaard er født på Thyholm i 1969 som søn af Poula og Jens Hargaard, Flovlev. Oprindeligt uddannet kommis og arbejdede bl.a. 8 år hos købmand Svend Futtrup, Hvidbjerg. Siden 1998 ansat som lærer ved Thyholm Skole. Ved siden af dette arbejde har han en vinbutik på adressen i Flovlev, hvorfra han sælger egne importerede vine fra Italien.
 

Bent Hargård har bidraget til "13 fortællinger fra Thyholm" med musik og med recitation af "Vi sejer Tak for æ Bro" til film nr. 12
 

 

 

 

Dan Schlosser

Skuespiller, speaker

Dan Schlosser er født i Odense 1956, men opvokset i Tisvildeleje, Nordsjælland, som barn af et lærerægtepar ved skolehjemmet Godhavn.

Han blev student fra Frederiksborg Statsskole i 1976 og fik uddannelse som skuespiller ved Odense Teater i 1983 og har arbejdet som sådan siden. Han har sideløbende arbejdet som forfatter, men især arbejdet meget med den del af skuespillerfaget, der handler om indtaling, speak og oplæsning.  Dan Schlosser har indtalt indledning til de fleste af filmene i "13 fortællinger fra Thyholm".

 

 

 

Peter Martin Møberg

Organist & cand. theol.

Født i Skanderborg 1976 som søn af  Karen Møberg og stadsgartner Henning Møberg. Peter Martin Møberg er uddannet organist fra Løgumkloster Kirkemusikskole i 1998. Teologisk embedseksamen 2005 fra Århus Universitet. Peter Martin Møberg har familiære relationer til Thyholm.

Ved anden udgivelse " Tretten fortællinger fra Thyholm" har Peter Martin Møberg valgt musik til hver film og har brugt lang tid ved klippebordet, for at musikken kunne få den rette fremtoning og blive klippet korrekt sammen med billederne. Der er til de fleste af filmene valgt kompositioner af Louis Glass, som var rektor for et privat konservatorium i København. Hans musik er romantisk og således velegnet til at formidle følelser. Denne egenskab passer til filmenes karakter - og med Peter Martin Møbergs fine og sensitive fortolkning af Louis Glass flyder film og musik sammen til en fuldendt enhed. 

   
 
 

Julius Bier Kirkegaard

Gymnasieelev

Julius er født 1988 i Esrum.  Han bidrager til Den levende Egnshistorie med programmering af menustyring, design af digital layout og grafik til DVD-cover og skiverne.

 
 
Foto og opsætning: Anders Gade