Poul Børge Højberg om Tambohus Kro i 1930'erne


Poul Børge Højberg

fotograferet i sit hjem i Tambohuse august 2006

 

 

 

 

 

 

 

 


Efter at vi var flyttet [i 1932], havde vi stadigvæk kroen som nabo, nu blot til den anden side. Tambohus kro var en gammel privilegeret færgekro. Herfra var der, indtil dæmningen omkring 1918 kom, færgeforbindelse til og fra Jegindø. Tambohus kro fortsatte dog med at eksistere ..... Niels Lund Pedersen, i daglig tale Niels Lund, og hans kone Ane var værtsfolk på kroen, da vi kom til Tambohus. Niels Lund og Ane hører helt bestemt med blandt dem, der befolkede min barndom. Til kroen hørte lidt jord, de havde en hvid ko, måske et par stykker. Hver dag kunne vi hente 3 l. mælk for 25 ører. Hver aften blev mælken afhentet.

Niels Lund tronede for bordenden i skænkestuen ivrigt læsende sin avis mens læberne bevægede sig uden der kom andet end en hviskelyd frem, og fingeren nøje fulgte linien. Niels Lund var en foretagsom mand. Foruden kroen drev han hestehandel; han opkøbte heste fra de baltiske lande og videresolgte dem på markeder her i landet. Det hørte med til begivenhederne, når krokarlen Mads Bak ankom med en kobbel heste, 10, måske flere, bundet sammen side om side og hale til hoved, så var alle børnene på pletten. " Må den der være min hest…. Må jeg også få en hest….?" Hver fik sin hest. Niels Lund var også fisker, han havde et bundgarn, som bundgarnskomp. Lyng passede. Niels Lund ejede garnhuset, som står der endnu som et minde om bundgarnsfiskeriets storhedstid. Niels Lund havde startet og ejet den købmandsforretning, som i mange år var i kroens nordende. Efter tid og sted var Niels og Ane velhavende folk, men det sås ikke på dem, de var godgørende og særdeles gode naboer. En myndig krofatter gik han for at være. Ofte brugte han udtrykket : Nå, ja, dyr krek… Jeg er ikke i stand til at gengive det, som det lyder i mine øren, men betydningen er vist omtrent den samme som: Spis brød til, eller ta det roligt. Hvis en gæst på kroen blev for urolig sagde N.L.: No ja, dyer kreek, no ka do fo sodavand for resten..!

Jeg ved ikke af, at N.L. optrådte som "klog mand"på anden måde end at han tilbød at fjerne vorter ved at "læse over" dem. "Kom hen til mig på torsdag, så skal jeg hjælpe dig af med den vorte, du har på fingeren". Om torsdagen mødte jeg op henne på kroen og blev anbragt på en skammel ved køkkenbordet. Niels Lund forklarede mig, at jeg ikke måtte sige noget under behandlingen, alt skulle foregå i fuldstændig tavshed for at lykkes. N.L. kom med en sytråd og gjorde alle fagterne, som ville han snøre vorten, hvad jeg også troede han ville. Da han så rykkede knuden sammen lige over vorten, udbrød jeg:" Nå, det gik nok ikke!" "Nu er det forgæves," sagde N.L,. "jeg havde sagt dig, at du skulle holde mund" Jeg foreslog at gøre det om, men det kunne først ske om tre uger. Så jeg måtte gå med uforrettet sag. Men vorten forsvandt, jeg ved blot ikke hvornår.

Der kunne nok være meget mere at fortælle om Niels Lund og hans virke, men det bliver ikke her. Pinsedag 1935 døde N.L. pludselig, ramt af et hjerteslag, som det vistnok dengang hed. Det gjorde et stærkt indtryk på alle i Tambohus og vidt omkring. Han havde været stedet og egnen en god mand. Ane fortsatte med krovirksomhed, men hestehandel og andet af hans virke hørte op med ham. Han blev begravet på Søndbjerg kirkegård nord for kirken. Det har ærgret mig en lille smule, at der på hans gravsten stod hestehandler, han var dog først og fremmest kromand, man kan kun gisne om hvorfor.

Ane Lund fortsatte med krovirksomhed efter Niels Lunds død, men det var nok krovirksomhed på en noget anden måde end i dag. Foruden værtsfolkene var der et par faste piger, og så var der Mads Bak. Mads havde kone og familie på Jegindø, men var fast inventar på kroen, hestepasser og altmuligmand. Jeg tror, Mads var børneven, dengang var der mange børn ved Tambohus, og det var meget spændende, når der ankom en ny sending heste, så delte Mads gavmild ud af hestene. Til hvem der ønskede det blev der en hest, som var "min hest". En islænder, som i længere tid var fast inventar, blev en slags fælleseje for os drenge.

Mads Bak havde vist aldrig løbet tandlægerne på dørene. Det hændte, at Mads fik tandpine, så kom han til morbror Karl, som forstod sig på lidt af hvert. Behandlingen bestod som regel i at rykke den dårlige tand ud. Et stykke twist, fiskesnøre, blev bundet om tanden, som så blev rykket ud. Det var en noget barsk behandling, og det hændte, at Mads bed sammen, så morbror Carl blev nødt til at stille en delfadåse på højkant i munden på patienten, inden operationen lykkedes. Mads brød sig ikke om tilskuere, men det skete, at vi snød os til at se gennem ruden.

Lørdag aften tog Mads på week-end besøg hos familien, som boede omtrent ude på sydspidsen af Jegindø, Æ Røn. Når vejret var til det, kunne en af os drenge få tjansen at ro Mads over; en tur-retur kunne indbringe en femøre. D.v.s. to ture frem og tilbage, idet Mads skulle hentes søndag aften. Det gav i det mindste en god øvelse i at ro.

I kroens nordende var der i mange år købmandsforretning. Det var nok også Niels Lund, som begyndte denne købmandshandel. Senere havde købmanden til huse forskellige steder, sidst i det hus, som engang var min bedstemors. Det er nu mange år siden, der var købmand ved Tambohus.

I vestenden af nordfløjen var der et "bissekammer"; en privilegeret kro skulle have en opredt seng stående til vejens farende svende. Så længe vi boede i Jens Lyngs hus, var bissekammeret vores nærmeste nabo; mor var ikke altid så glad for dette naboskab. Jeg tror, at vores spritflaske, som stod på bryggersbordet sammen med primusen, enkelte gange blev taget, og mor mente, at naboen var tyven. Ajs Dragon var i nogle år en tilbagevendende gæst i bissekammeret. Engang gjorde vi ham rigtig gal i hovedet, fordi vi i stedet for at hente sprit til ham hos købmanden fyldte flasken med vand fra fjorden. Dengang kom der ofte "vejfarende" til dørene og tiggede om penge og mad. Efterhånden findes de næsten kun i byerne. Meget er anderledes nu, da jeg som gammel mand forsøger at samle lidt op af det, som var engang.

Efter at vi var flyttet [i 1932], havde vi stadigvæk kroen som nabo, nu blot til den anden side. Tambohus kro var en gammel privilegeret færgekro. Herfra var der, indtil dæmningen omkring 1918 kom, færgeforbindelse til og fra Jegindø. Tambohus kro fortsatte dog med at eksistere ..... Niels Lund Pedersen, i daglig tale Niels Lund, og hans kone Ane var værtsfolk på kroen, da vi kom til Tambohus. Niels Lund og Ane hører helt bestemt med blandt dem, der befolkede min barndom. Til kroen hørte lidt jord, de havde en hvid ko, måske et par stykker. Hver dag kunne vi hente 3 l. mælk for 25 ører. Hver aften blev mælken afhentet.

Niels Lund tronede for bordenden i skænkestuen ivrigt læsende sin avis mens læberne bevægede sig uden der kom andet end en hviskelyd frem, og fingeren nøje fulgte linien. Niels Lund var en foretagsom mand. Foruden kroen drev han hestehandel; han opkøbte heste fra de baltiske lande og videresolgte dem på markeder her i landet. Det hørte med til begivenhederne, når krokarlen Mads Bak ankom med en kobbel heste, 10, måske flere, bundet sammen side om side og hale til hoved, så var alle børnene på pletten. " Må den der være min hest…. Må jeg også få en hest….?" Hver fik sin hest. Niels Lund var også fisker, han havde et bundgarn, som bundgarnskomp. Lyng passede. Niels Lund ejede garnhuset, som står der endnu som et minde om bundgarnsfiskeriets storhedstid. Niels Lund havde startet og ejet den købmandsforretning, som i mange år var i kroens nordende. Efter tid og sted var Niels og Ane velhavende folk, men det sås ikke på dem, de var godgørende og særdeles gode naboer. En myndig krofatter gik han for at være. Ofte brugte han udtrykket : Nå, ja, dyr krek… Jeg er ikke i stand til at gengive det, som det lyder i mine øren, men betydningen er vist omtrent den samme som: Spis brød til, eller ta det roligt. Hvis en gæst på kroen blev for urolig sagde N.L.: No ja, dyer kreek, no ka do fo sodavand for resten..!

Jeg ved ikke af, at N.L. optrådte som "klog mand"på anden måde end at han tilbød at fjerne vorter ved at "læse over" dem. "Kom hen til mig på torsdag, så skal jeg hjælpe dig af med den vorte, du har på fingeren". Om torsdagen mødte jeg op henne på kroen og blev anbragt på en skammel ved køkkenbordet. Niels Lund forklarede mig, at jeg ikke måtte sige noget under behandlingen, alt skulle foregå i fuldstændig tavshed for at lykkes. N.L. kom med en sytråd og gjorde alle fagterne, som ville han snøre vorten, hvad jeg også troede han ville. Da han så rykkede knuden sammen lige over vorten, udbrød jeg:" Nå, det gik nok ikke!" "Nu er det forgæves," sagde N.L,. "jeg havde sagt dig, at du skulle holde mund" Jeg foreslog at gøre det om, men det kunne først ske om tre uger. Så jeg måtte gå med uforrettet sag. Men vorten forsvandt, jeg ved blot ikke hvornår.

Der kunne nok være meget mere at fortælle om Niels Lund og hans virke, men det bliver ikke her. Pinsedag 1935 døde N.L. pludselig, ramt af et hjerteslag, som det vistnok dengang hed. Det gjorde et stærkt indtryk på alle i Tambohus og vidt omkring. Han havde været stedet og egnen en god mand. Ane fortsatte med krovirksomhed, men hestehandel og andet af hans virke hørte op med ham. Han blev begravet på Søndbjerg kirkegård nord for kirken. Det har ærgret mig en lille smule, at der på hans gravsten stod hestehandler, han var dog først og fremmest kromand, man kan kun gisne om hvorfor.

Ane Lund fortsatte med krovirksomhed efter Niels Lunds død, men det var nok krovirksomhed på en noget anden måde end i dag. Foruden værtsfolkene var der et par faste piger, og så var der Mads Bak. Mads havde kone og familie på Jegindø, men var fast inventar på kroen, hestepasser og altmuligmand. Jeg tror, Mads var børneven, dengang var der mange børn ved Tambohus, og det var meget spændende, når der ankom en ny sending heste, så delte Mads gavmild ud af hestene. Til hvem der ønskede det blev der en hest, som var "min hest". En islænder, som i længere tid var fast inventar, blev en slags fælleseje for os drenge.

Mads Bak havde vist aldrig løbet tandlægerne på dørene. Det hændte, at Mads fik tandpine, så kom han til morbror Karl, som forstod sig på lidt af hvert. Behandlingen bestod som regel i at rykke den dårlige tand ud. Et stykke twist, fiskesnøre, blev bundet om tanden, som så blev rykket ud. Det var en noget barsk behandling, og det hændte, at Mads bed sammen, så morbror Carl blev nødt til at stille en delfadåse på højkant i munden på patienten, inden operationen lykkedes. Mads brød sig ikke om tilskuere, men det skete, at vi snød os til at se gennem ruden.

Lørdag aften tog Mads på week-end besøg hos familien, som boede omtrent ude på sydspidsen af Jegindø, Æ Røn. Når vejret var til det, kunne en af os drenge få tjansen at ro Mads over; en tur-retur kunne indbringe en femøre. D.v.s. to ture frem og tilbage, idet Mads skulle hentes søndag aften. Det gav i det mindste en god øvelse i at ro.

I kroens nordende var der i mange år købmandsforretning. Det var nok også Niels Lund, som begyndte denne købmandshandel. Senere havde købmanden til huse forskellige steder, sidst i det hus, som engang var min bedstemors. Det er nu mange år siden, der var købmand ved Tambohus.

I vestenden af nordfløjen var der et "bissekammer"; en privilegeret kro skulle have en opredt seng stående til vejens farende svende. Så længe vi boede i Jens Lyngs hus, var bissekammeret vores nærmeste nabo; mor var ikke altid så glad for dette naboskab. Jeg tror, at vores spritflaske, som stod på bryggersbordet sammen med primusen, enkelte gange blev taget, og mor mente, at naboen var tyven. Ajs Dragon var i nogle år en tilbagevendende gæst i bissekammeret. Engang gjorde vi ham rigtig gal i hovedet, fordi vi i stedet for at hente sprit til ham hos købmanden fyldte flasken med vand fra fjorden. Dengang kom der ofte "vejfarende" til dørene og tiggede om penge og mad. Efterhånden findes de næsten kun i byerne. Meget er anderledes nu, da jeg som gammel mand forsøger at samle lidt op af det, som var engang.


Foto og opsætning: Anders Gade