Vi sejer Tak for æ Bro.

Skrevet af Jens Søe, Boddum, i anledning af Oddesundbroens indvielse maj 1938.

Vi er da saa glaae' for den Bro vi har fot,
vi haar ønsked en lænng aa mangelt en hvot.
Vi boer jo hæerr nuerden for Lov aa for Ret,
aa lidt baggle haar vi jo altir væt;
vi plejer aa ha Heggs, men di er forsvojen,
de er fleerr Oer sin den sidst bløv brojen,
de var nemlig en Præjst hæerr fræ Thiste aae,
der holdt en Svavelstyk te hind en Daae,
aa vi ka val sæjj, de var godt, de passered,
te han tov sæ aae aa fæk hind destruered,
for det lader jo te, æ Kur haar virked,
aa sinn, troer æ, ingen Heggs vi haar mærked;
men indno passerer her manne Ting,
der godt ka væk Opsigt uedd omkring.
Han var hæerr fræ a Ejen aae, den bette Dreng,
der fandt en Hoegvormree' i hans Seng,
aa de var en Ste hæerr nordest i Thy,
æ mindes ett liegg æ Navn o æ By,
te der var kommen en Ulv te Gaang,
mæ nuer Tænd saa skarrp aa en Haaell saa laang,
saa møj en forskrækkelig stuer Styk Høvved,
der forskrækked Folk, naar de gik aa pløvved,
aa der mot en Sme fræ Hanherred til,
inden di fæk slaan æ Bæst ihjel.
Den Slavs Smoting generer vos aller,
de taaeer vi liegg akkuraaet, som de falder,
de er vi saa væn til, fræ vi var smoe,
de passerer saa javnnle hæer opp æpoe.

Bevvares val! Vi er civilisered
aa gyvt mæ vor Kvonner, aa konfirmered,
vi spiser mæ Gafler aa Skeerr aa Knyvv,
aa manne ka løess, aa en Del ka skryvv,
men vi er jo a en gammeldaas Slavv
aa træegg i æ Tanker aa taang i æ Travv;
vi er jo kommen saa lidt aj æ By
aa næjjsten aldrig udenfor Thy,
de Færreværk var jo nøj drillvoren Kram,
aa flink var ed ett te aa bij te vi kam,
aa sjælden kam der jo fremmed hæerr,
der ku læerr vos de, der vi gjaerr vild læerr,
aa dæerrfor bløv vor Indtægter smoe
aa vor Tejenbøger tynnd aa vor Penng saa foe.
Men no, da vi altsaa haar fot a Bro,
faar vi læerr aa kinnd demm Metoder, di broeger
ajer Steerr i æ Land, hur Folk di er kloeger,
aa saa er vi færre te aa ta fat
po aa tjenn nur Penng aa betaaell nøj Skat.

Men foruden æ Bro saa er der indda 
en Par Smoting meer, der vi osse skuld ha,
en bette Kanal aa en Vej i æ Klit,
de er dehele, meer mangler vi ett,
aa saa skal I si te om nuerr fo Oer,
saa blyver ed hæerr te de foregoer,
aa sæl om de osse skal kaaesst jer en Graaend,
I foer ed ijen, de er bare en Laan,
vi er gue' for æ Penng, der vi tjenner
mæ Biler aa Tog, huha, som di render
sønder æpoe po Asfalt aa Skjenner
aa over æ Bro aa te Verdens Ender.
De knyger aa havvler mæ Hatt aa mæ Luer,
de ligger i Dryvver fra Humlum te Struer;
I ka tro, de goer stærk, de er nøj, der skrierr,
fier Miel i æ Tiemm, de er nøj, der vi lier,
aa Lamm aa Beder aa Kall aa Kvierr
flygter i Rædsel te alle Sierr.

Saa vil vi bodde te Falster aa Holland
aa Japan aa Fyn aa Ægypten aa Lolland,
aa osse te ajer udenlandsk Stater;
der vi somtir høt Snak om, da vi var Soldater,
dem gjæjjster vi osse, aa kontaterer
om det er Sannd eller Løvvn de di eksisterer.
Men hur vi saa færdes po Land aa Vand,
vil vi altir mindes en smal Strimmel Land,
i Suel, der flimrer aa Blæst der goer,
lissom den gik her i Tusind Oer
aa fløjted aa sang øvver Thylands Bakker
aa præged vor Sind aa den Moel, der vi snakker,
for vi holder a den Plet, hur vi løvver,
aa længer jo meerr, jo ælder vi blyvver.

Aa liegg møj hur vi saa sien rejser hen,
de er blot en Visit, vi vil hjem ijen,
hæerr haaer vi saa manne Ting, der skal lavves,
aa hæerr vil vi løvv aa døe aa begravves
i Ly a vor ejen Kjergorddigger
ve æ Sij aa, som vor Forælder ligger.

Men I ska ha tak for den Bro, der I ga vos,
no for I nok lavved Mennesker a vos.